Find mikrohandlinger med AI

AI som grøn sparringspartner

Hvad nu hvis du kunne få forslag til, hvordan du kan gøre en forskel for klimaet – skræddersyet til netop dit fag og din hverdag?

I dette forløb bruger du AI som idé -og sparringspartner til at opdage konkrete mikrohandlinger, der giver mening for dig. Forløbet kombinerer nysgerrighed, teknologi og handling. 

Tid: 1-3 lektioner

Uddannelse: Alle

1

Fortæl AI om dit fag

Lav en kort beskrivelse af dig selv og dit fag til AI. Den skal indeholde:

  • Hvilken uddannelse du går på
  • Hvad du typisk laver i løbet af en dag i oplæring eller på skolen
  • Hvilke materialer, værktøjer eller ressourcer du bruger
  • Kender du til spild, overforbrug eller vaner, der kunne gøres anderledes?

AI kan ikke læse tanker. Jo mere konkret du beskriver din situation, jo bedre bliver svaret fra AI.

 

2

Få AI til at tænke med dig

Nu skal du bruge din beskrivelse til at få konkrete forslag fra AI.

Sådan gør du:

  1. Kopier din beskrivelse fra trin 1 ind i en AI
  2. Tilføj derefter forslag a la: "Giv mig 5 konkrete mikrohandlinger, jeg kan gøre i min hverdag, der gør en forskel for klimaet. De skal være mindre, realistiske handlinger og noget, jeg faktisk har mulighed for at gøre."

 

Vurder AI's svar:
Læs forslagene igennem og stil dig selv disse spørgsmål:

  • Hvilke forslag giver mening for mig og min hverdag?
  • Hvilke forslag passer ikke til min situation?
  • Er der noget, jeg gerne vil vide mere om?

 

Følg op:
Hvis forslagene er for vage eller ikke passer, kan du spørge videre:

  • "Giv mig mere konkrete eksempler på nummer 3"
  • "Det med X virker ikke for mig fordi Y. Hvad kunne jeg gøre i stedet?"
  • "Kan du forklare, hvordan jeg rent praktisk gør det?"
     


Husk at være kritisk:

AI foreslår – det er dig, der vurderer. AI kan tage fejl eller foreslå noget urealistisk.

3

Hvad nytter det?

 

Nu skal du vælge én mikrohandling, som du faktisk vil udføre, og undersøge hvilken effekt den har, hvis flere gør det.


Vælg én mikrohandling:
Vælg det forslag fra trin 2, som du synes er mest realistisk og meningsfuldt.

Find effekten:
Du kan tage udgangspunkt i:

  • at du selv gør det hver dag i et år
  • at hele din klasse (fx 20 elever) gør det
  • eller at hele skolen gør det

Du kan bruge AI til at lave overslag og forklare effekten, fx:

“Jeg vil gerne prøve (min mikrohandling). Hvor stor en forskel gør det, hvis alle i min klasse (20 elever) gør dette hver dag i et år? Omregn gerne effekten i noget konkret, fx antal fyldte containere.”

Du kan også selv finde data og kombinere det med AI.

Tip: Det er ofte nemmere at regne i antal (fx skruer, kilo affald, liter vand) end direkte i CO₂-besparelse.

Husk: Vurdér altid AI’s svar kritisk. 

 

Eksempel: Kokkeelever og madspild

En kokkeelev sørger for at udnytte grøntsager bedre i køkkenet og reducerer madspild med ca. 300 gram pr. dag (fx ved at bruge stilke, skræller og rester i fonde, supper eller dagens ret).


Det svarer til: 
0,3 kg pr. dag
× 200 skoledage/arbejdsdage
= 60 kg mad sparet på ét år pr. elev

 

Hvis mikrohandlingen skaleres op til en klasse:
60 kg
× 20 elever
= 1.200 kg mad sparet på ét år


Det svarer til:

  • over 1 ton mad, der ikke bliver smidt ud
  • ca. 3–4 store affaldscontainere med madaffald
  • mange timers arbejde i landbrug, transport og køkken, som ikke går til spilde

 

4

Udfør din mikrohandling og pral

Skriv din mikrohandling ned, der tydeligt beskriver:

  • hvad du gør

  • hvilken effekt det har, når du eller flere udfører den

Udfør din mikrohandling og gå ind på www.mikrohandling.dk og del den med andre. Hold det kort – 3-5 sætninger er rigeligt.

Når du har delt din mikrohandling, kan du kigge på, hvad andre har uploadet. Måske finder du inspiration til din næste grønne handling?

Lærervejledning

Formål:

Selvom AI i sig selv kræver energi, bruger vi her teknologien konstruktivt til at skabe konkrete løsninger. Forløbet træner eleverne i at bruge AI som et kreativt og kritisk værktøj til at finde konkrete handlemuligheder i den grønne omstilling.

Eleverne arbejder med:

  • Klar kommunikation – jo bedre input, jo bedre AI-forslag
  • Kritisk tænkning – hvad giver mening, og hvad gør ikke?
  • Handlelyst og -kompetence – små, realistiske skridt mod en grønnere verden

 

Tilpasning af niveau og tid:
Trin 3 kan gennemgås af læreren på tavlen med et eller flere konkrete eksempler, så eleverne ikke selv skal regne.

 

Længere forløb:

  • Start timen med en interaktiv quiz, der rammesætter betydningen af mikrohandlinger, når mange gør det. Find quizzen her.
  • Følg op efter en uge: Har eleverne udført deres mikrohandling? Hvor mange gange? Hvad virkede? Hvad var svært? Hvordan fungerer mikrohandlinger fra et elevperspektiv? 

Fællesskab

Inspiration

Motivation

Engagement

Små skridt

Handling

Forandring

Kreativitet

Samarbejde

En grøn mikrohandling er en lille, men betydningsfuld handling, der bidrager til en mere grøn verden. Det er de små skridt, som vi alle kan tage i vores hverdag, der tilsammen kan skabe en stor forskel. Mikrohandlinger er nemme at tage med sig – og så kan de udføres af alle, uanset hvem du er.

Kontakt

Grønne Mikrohandlinger
post@mikrohandling.dk
+45 26 29 03 39

Grønne Mikrohandlinger 2025, cc-by-sa